Vi begyndte at danse for 2 år siden

Efter mange år med fodbold og gymnastik var vi på udkig efter en fritidsaktivitet, som vi kunne være fælles om. Jeg havde i flere år været interesseret i at danse, men hvordan skulle jeg få overbevist en inkarneret fodboldspiller om, at folkedans kunne være sjovt at prøve? Problemet løste delvist sig selv, da en fodboldskade satte Jens skakmat. Jeg snakkede med en aktiv danser i Ballerup Folkedanserforening, som varmt anbefalede folkedans og i øvrigt fortalte, at nye udøvere blev gelejdet på vej af de mere erfarne dansere.

En annonce i Ballerup Bladet om gratis prøveaftener blev springbrættet. Den første aften følte vi os noget rundtossede og tungnemme, men gik hjem vældigt tilfredse med at have rørt os grundigt til den levende musik. Vi syntes nok, at vi kludrede en del, men blev hjulpet meget af de øvede dansere, som uopfordret viste dansetrin og hjalp os på rette vej i fællesdansene. Nogle gange kunne det være svært at få lettet sig fra lænestolen derhjemme, men det er helt sikkert, at vi altid kom meget mere friske hjem, og medvirkende hertil var den fine spillemandsmusik.

En aktiv danseverden med mange forskellige aktiviteter åbnede sig for os: Legestuer stort set hver weekend i vinterhalvåret, Julestue, Fastelavnsfest, Majstangsfest og meget mere. Til Majstangsfesten havde foreningen i vores første sæson besøg af en svensk folkedanserforening, som vi besøgte efteråret næste år.

Allerede første år hørte jeg om sygruppens aktiviteter og fik lyst til at deltage. Jeg har syet en særk til mig selv, en skjorte til Jens og er godt i gang med et par knæbukser til ham. Da min søster så skjorten, udbrød hun: Symaskinen er altså opfundet! Jeg svarede, at det gode ved dragtsyning er, at man absolut ikke kan skynde sig, og at det derfor er meget afstressende.

Nogle dansetrin finder vi meget svære, men vi klør på og har meget morskab af danseaftenerne.

Jens og Marianne (mandagsholdet).