Mogens Billes tale

ved Sankthansaften  i Pederstrup onsdag d. 23. juni 2010

                     Min barndoms Pederstrup

Da jeg flyttede til Ballerup i 1957 skete der blandt andre ting også det epokegørende nye, at jeg trods mine kun   ni år fik lov til at at cykle rundt på egen hånd i hele Ballerup og omegn. Der var fredeligt på landet dengang – og i modsætning til den vilde trafik på Frederikssundsvej i Brønshøj, hvor jeg kom fra, så mente mine forældre, at jeg nu godt kunne færdes på egen hånd i det fredelige Ballerup. Det udnyttede jeg ! På grund af et overvældende     elevtal på Parkskolen, mødte vi flere gange om ugen kl. 13.00 på eftermiddagsholdet, hvor vi så sad og stegte til kl. 16.00. Det var hårdt – men det betød, at der var en hel lang formiddag, som man skulle have til at gå – inden kursen blev sat mod Parkskolen med Rindom Larsen, Ellen Pedersen og lærer Breinrod.

Jeg udnyttede disse formiddage til at lære min nye by at kende – og specielt var jeg tiltrukket af de mange små undselige,halvskjulte stier og veje, som bar navne som: Fredensvej, Vinkelvej, markvejen ved Højagergård samt Pederstrupstien. Denne gamle kirkesti fra Pederstrup til Ballerup tiltrak mig på en særlig måde – måske var det de mange små sving, måske markernes og  jernbanens nærhed – men det korte af det lange var, at det var en dejlig oplevelse –selv for en niårig - at smide cyklen fra sig på toppen af Pederstrupstien, sætte sig på bænken og nyde udsigten ud over markerne med Frederikssundstoget på vej til Ballerup fra Måløv. Men det var en virkelig hård bakke inden man opnåede det velfortjente hvil på toppen – for efter et kort stop at kunne påbegynde nedturen mod Pederstrup i svimlende fart og efter et skarpt sving blandt flagrende høns, gæs og katte at kunne slutte turen på frihjul ud for Ryttergården. Gårdene i Pederstrup var her i slutningen af 50’erne stadig rigtig ”levende” bondegårde med gårdmænd, karle og piger samt heste, køer og møddinger, som slet ikke lugtede så grimt endda.

Min fader var vild med den gammeldags idyl i Ballerup og omegn – så ofte gik aftenturen efter aftensmaden på cykel for hele familien ud af Frederikssundsvej mod Kbm. Jakobsen, ned ad Nyvangen med Kbm. Grum Madsen, tværs over Frederikssundsvej og ned ad Lindbjergvej. Vi gjorde derefter holdt ved  jernbaneoverskæringen og det lille ledvogterhus – og når der var tog på vej fra enten Ballerup eller Frederikssund – så kom der en ældre, venligt smilende kone ud af ledvogterhuset og sænkede bommene. Aftenens højdepunkt for familien Bille – dvs. mest min fader - var derefter at vinke til togføreren samt passagerne i det forbipasserende motortog.. Min fader vinkede ivrigt, min moder kun yderst sparsomt og kortvarigt  – og jeg gjorde det pligtskyldigt, fordi min fader sagde det. Efter denne store kulturelle oplevelse gik turen så hjemad igen – men denne gang gennem Pederstrup og ad Pederstrupstien, stop ved bænken på toppen af bakken – og derefter hjem til Stjernedepotet via Ballerup St. På vejen hjem forklarede min fader mig værdien af nøjsomhed og gratis glæder – som f.eks. at vinke til toget i Pederstrup – samt at hilse på den lykkelige, nøjsomme og fattige gamle kone i ledvogterhuset. Hvorfra han  vidste, at hun var lykkelig, gik aldrig rigtig op for mig – og jeg spurgte ikke ind til det, for han ville bare have sagt, at det vidste han altså. En del af min faders livsfilosofi var ganske enkelt, at fattige, nøjsomme og flittige mennesker som regel altid var lykkelige.

Vel hjemkommen til Stjernedepotet var kl. i mellemtiden blevet 20.00 – det var fjernsynstid med Aktuelt samt Horisont og John Danstrup. Mine forældre havde kort efter vores ankomst til Ballerup hos Kaj Thunø på Skt. Jakobsvej købt et 17” tommers Linnet og Laursen-fjerfnsyn på afbetaling – og som så mange andre fjernsyn på det tidspunkt havde det  den skavank, at det ”rullede” ustandseligt med et sort bånd på tværs af skærmen – således at John Danstrup dukkede op for neden på skærmen for hurtigt at passere op over skærmen i en regelmæssig opadgående bevægelse og forsvinde bag overkanten af fjernsynet. Først så man Danstrups ulastelige  Brylcremefrisure samt store sorte briller dukke op forneden – for derefter i løbet af få sekunder senere at forsvinde foroven med hans lige så ulastelige slipseknude, som det sidste der forsvandt. Mine forældre var meget begejstrede for John Danstrup: min moder syntes han var særdeles nydelig og med et sjældent dannet og kultiveret sprog – og min fader fandt , at han var en usædvanlig velbegavet og klog mand – så jeg blev tvangsindlagt til at se Horisont for at ”jeg kunne få lidt sund lærdom”, som min fader sagde ! Hold kæft hvor var det kedeligt !! John Danstrup talte konstant – med sit dannede sprog og hovedet lidt på skrå - om en Suezkrise og om nogen, der hed Nasser, Ben Gurion, Krustjov samt Eisenhower. Da min fader fik et velbegrundet indtryk af, at det kedede mig og jeg ikke hørte efter John Danstrup – så fik jeg besked på at stille mig hen ved siden af fjernsynet og holde på stueantennen, så jeg i det mindste gjorde lidt gavn . Vi havde en aften, hvor der var en meget spændende afslutning på 6-dagesløbet i Forum,  haft succés med kortvarigt at stoppe rulleriet på fjernsynet ved at stå og holde på antennen på skift – så denne metode blev hyppigt afprøvet – dog sjældent med positivt resultat.En anden metode var at stille sig bestemte steder i vores dagligstue – det kunne også godt hjælpe lidt – men ligeledes meget kortvarigt !

De lange formiddage og eftermiddage uden skolegang blev som sagt slået ihjel på den lille grønne cykel – i starten alene – men snart med klassekammeraterne: lille Gyller, Tresser, ”Kasser”, Ole ”Gederøgter” samt Svend ”Skraldemand” fra parallelklassen. Og turen gik ofte ud til Pederstrup, hvor Hugo fra Svend ”Skraldemands” klasse boede på Grantoftegård. med sine forældre: Else og Eivind Andersen. Vi satte papstykker fast på for- og baghjul med klemmer og så kørte vi ”dørtræk” rundt om gadekæret. Når vi blev trætte af det, spillede vi med lerkugler eller brændte celoid af vores cykelstyr med de forstørrelsesglas, som vi havde købt nede hos boghandler Mæhle med henblik på at kunne studere vore frimærkesamlinger – men de kunne altså også anvendes til andet formål – bl.a. altså at fange solens stråler og sætte ild i celoiden – det lugtede så godt ! Men inden vi nåede ud til Pederstrup og til Hugo på Grantoftegård, så var der altid med usvigelig sikkerhed et nådesløst cykelløb mellem os med start fra begyndelsen af Pederstrupstien bag Ballerup station, op over Pederstrupbakken og ned til indkørslen i selve Pederstrup ved Pederstrupgård. Det var inden Pederstrupbakken blev jævnet ud i et mere menneskeligt niveau – og jeg siger ikke for meget, når jeg nu hævder, at en tur i min barndom op over det bjerg var værre end Mont Ventoux, Tourmalet og Hautecamp tilsammen. Det var – som Jørgen Leth ville sige det: et grusomt bjerg, et nådesløst bjerg – et dødens bjerg – men også et determineret, fatalt og smukt bjerg, hvor kun de stærkeste overlevede. Men – vi besejrede det: Lille Gyller, Kasser, Tresser, Ole Gederøgter, Svend Skraldemand og mig selv.

Engang havde Ole ”Gederøgter” fundet på en ny leg, som han havde lært af sin storebroder. Men den krævede, at vi var uden for de voksnes hørevidde – så Hugo foreslog, at vi cyklede over bag hans faders store lade lidt væk fra gården – ned mod jernbaneoverskæringen. Legen gik ud på, at vi på skift skulle tage fem fingre i munden og derefter forsøge at sige ”1012” ! Med lidt god vilje – nogen vil måske sige ond vilje - kan det godt lyde, som om man siger: ”Kussen er kold” ! Og det kunne vi godt more os med i timevis – eller ihvertfald en halv eftermiddag. Hugo var den bedste til det ! Det lød fuldstændigt som det unævnelige, når han forsøgte med fem fingre i munden – og vi smed os på jorden og skreg af grin ! Børn var ikke så forvænte dengang – og det var som om vi dengang havde flere sunde interesser end i dag. Legen blev pludselig afbrudt ved , at Hugos fader dukkede op og meddelte Hugo, at han skulle hjem og ”muge ud” i stalden. Og det fik så pludselig os andre til at komme i tanke om, at vi havde lovet at komme hjem og løbe ærinder for vores moder. Op på cyklerne og så den anden vej op ad den djævelske Pederstrupbakke - inden det gik nedad mod Ballerup St.

Hugo var en kvik dreng – charmerende og velbegavet, populær hos pigerne på Parkskolen og senere hen på Ballerup Gymnasium - og da vi en kort overgang gik til svømning sammen i Frederiksberg Svømmehal, var han den første der turde lukke dørene op i S-toget mellem Skovlunde og Ballerup og stille sig  i den åbne døråbning . Så med disse personlige kvaliteter var det  ikke så mærkeligt, at han gjorde en smuk erhvervskarriere. Først administrerende direktør i Nykredit og derefter øverste administrerende koncernchef for Tryg - Baltica. Fra en god, pålidelig og ædruelig musikerkollega fra Baghuset, som var ansat i mange år i Tryg, har jeg senere erfaret, at Hugo var en respekteret og vellidt chef – men at rygtet gik, at han til tider havde en besynderlig vane med hen under fyraften, når han troede sig uset – pludselig kunne sidde med den ene hånd i munden, mumle noget utydeligt – for derefter at bryde ud i en hjertelig latter.

I dag er han vist nok bosat i Sydfrankrig – og efter sigende kan man af og til opleve ham ved rivieraen i den ”blå time” på en lille bistro med udsigt til Middelhavet og til et enkelt glas rosé – mens han med fem fingre i munden forsøger at sige noget for franskmændene komplet uforståeligt – for derefter at bryde ud i en smittende – måske småsjofel - latter. Ingen ved hvad  Hugo forsøger at sige -  bortset altså lige: Bent ”Kasser”, Ole ”Gederøgter”, jeg selv og alle de andre  – men gode kammerater sladrer naturligvis ikke om hinanden. Så min mund er lukket!